onsdag den 30. november 2011

julefryd... guirlande-fryd

Der er et eller andet med de der guirlander. De er for fede. ihvertfald hvis man spørger en gennemsnitlig dreng på mellemtrinnet. Hvorfor! fordi de er laaaange. Og man kan konkurrere, så man bliver helt grøn i hovedet af det. Så de gør de i dag på Søndermarksskolen.

Der klippes strimler og klippes strimler.

Og der limes strimler og limes strimler.

Og måles guirlande efter guirlande.

Og alle vegne op og ned er de der. Guirlanderne. For hvis kan nå længst.

og det er altså blodigt alvor. Og der står lidt ære på spil. For de andre skal ikke vinde.

Så derfor ser trapperne nær mellemtrinnets gang pt. sådan ud:


tirsdag den 29. november 2011

Overskudsdeling

Tænk at der er nogen, der har så meget overskud at de bare øser ud af den. Tænk at der er nogen, som f.eks den kollega, der var vikar i min klasse i fredags.

De havde diktat. Og så samlede han dem sammen. Bar hele gigastablen op i lærerforberedelsen og rettede dem alle 26!! For:"jeg havde lige lidt tid til overs".

Armn - jeg var da paf, mundlam og henrykt på en gang. Jeg troede, jeg skulle henslæbe min mandag/tirsdag aften med at rette diktater. Det sku jeg så ikke alligevel.

Tror da nok lige, at Moster Munter skal ha' erhvervet sig et æske chokolade eller noget og givet videre.
For Merciii fordiiii du' tiiiiil!

søndag den 27. november 2011

stormende julehygge

Pt blæser det så åndsvagt meget, at man nærmest venter at se naboens sortbrogede flyve forbi med yveret opad.

Hold nu ferie, som det er et lor-te-vejr udenfor! Og det startede allerede i går. Men vi nåede ud. Inden regnen begyndte at sile. Ungerne og jeg var på jule-dekorations-materiale-indsamlings-tur i Søndermarksskoven.



Buzz og Woody var også med.
De fandt dog ingenting. Dovne hunde!
Det gjorde vi andre; sten, fjer, bark, mos (incl. snegle og kryb), kogler og flere sten.

Jeg er stærkt imponeret af dem, der kan få et rensdyrskind, to grankviste og et bloklys til at ose af jul. Sådan lidt tjekket, minimalistisk jul i skandinavisk stil. Men det holder ikke i det her hus. Ikke. En. Skid.
Her dyrker vi det maximalistiske med et tvist af kitch. Jule-glimmer-glitter-nisse-galore!
Hvilket da også afspejler sig i dette års juledekorationer.


Noahs julenisse i skoven -inspireret juledekoration.


Livas "juleskov"-dekoration. (og ja, den der nisse står med rø.... måsen opad)

Vi har set julefilm, spist æbleskiver og havebordet har danset tango ude i haven. Det får den lov til lidt endnu. Jeg skal fandme ikke ud i det vejr!

onsdag den 23. november 2011

Sindsforvirret vegetation

Vi kender vel alle en eller flere personer, der er lettere forvirrede. Som dalrer rundt i sin egen lille verden og ikke er helt i tråd med resten af verden. Distrete er de og ænser ikke helt, hvad der sker lige foran næsen på dem.

Sådan kan planter åbenbart også være....

Forvirrede....

Som i: Skrup. Forvirrede.

Et par af vores roser, har i hvertfald meldt sommer og sol og blomstrer lystigt.At det så er diset, råkoldt og lortevejr er tilsyneladende ikke noget, de kan tage sig af.

tirsdag den 22. november 2011

Kanintand i vente

Endelig røg den.
Rokketanden!

Hun har også ventet længe. Og rokket og vippet og skuppet. Og så gav den sig endelig. Så nu er der hul i plankeværket!

Det kan godt være, at sådan en tand er lille. Men stoltheden over, at den røg ud er tilgengæld stor.


(Læseren bedes se bort fra vaskestativ og andet øjenbæ i baggrunden. Liva ville ikke flytte sig for at lade sig forevige!)

mandag den 21. november 2011

Eksotisk

... er ikke just det, man tænker, når man kaster et blik ud af vinduet lige nu. Kigger man ud, er det nærmere et studie i gråtoneskalaen.

Men derfor - eller måske netop derfor - kan man godt længes efter noget lidt mere eksotisk. Eksotisk som i f.eks Sydpå. Så derfor mindes jeg da lige Mallorca i dag. Hvor det var et studie i hele farvepaletten.
Og hvis ikke denne fisk er eksotisk, så ved jeg da snart ikke. Den er i øvrigt at se i Palma Aquarium, hvis man er i det nabolag.

fredag den 18. november 2011

Roooolig nu!

Hej - du der Moder Natur! Og også hej til din fætter Vejrguden. Kunne I ikke liiige ta' en slapper. Hvorfor det hastværk!

Se nu f.eks Granhytten for to uger siden:

Der var blade og mildt vejr og ind i mellem et glimt af blå himmel. Det var da fint nok. Men næææh nej. Travlt har I og se så Granhytten nu:

Hvad skete der lige med bladene? Og se lige den fesne himmel. Kunne I ikke liige sætte tempoet ned og droppe al den der dis, tåge og råkolde morgener?

Vi er ærligtalt nogle, der ikke helt kan følge med!

torsdag den 17. november 2011

Hej Vejle Politi

Og hej Vejle Politis hunde!
Hvor er det da bare fantastisk, at vi har en politistab, der går op i deres job.
Og holder øvelse.

Med hunde, maskinpistoler og hele udtrækket!

Og det er da dejligt at I bruger lokalområdet så fint. Det er da rart at se Søndermarksskoven anvendt til noget fornuftigt.

Hvis I omkring kl. 9.30 hørte et brag, håber jeg ikke det forstyrrede for meget. Det var bare min danskundervisning, der ramte gulvet med et drøn, fordi 26 begejstrede elever stod med næsen op af ruden og simultanrystede af fryd over synet af politimænd med STOOORE maskinpistoler.

onsdag den 16. november 2011

Pottepynt

Så har tusind-kunstneren og dimsedut-skaberen været på spil igen. Inspireret af en udsendelse i TV har hun begået disse potteplante-beskyttere.

Det er os herude i Flækken - nu som Jordbær:


Der er vel ingen tvivl om, hvem det her er?

Vel?!

Det er da mig. (skal vist overveje et smut forbi tandlægen, hvis det er sådan andre ser mit tandsæt)



Og det der vildt glade, højspændte jordbær til venstre er Liva.

Anders er så portrætteret som ondt skulende vrissen jordbær. Eller måske er det barsk og manskulint jordbær? Han stemmer jo nok for tolkning nummer 2. Men det må vel være op til beskueren, hvad de ligger i det?

tirsdag den 15. november 2011

Kold i .... halsen

7 kolleger syge
5 elever ligeså.

Og nu også en søn! Og i radioen har de bekendtgjort, at der er en epidemi med Kold Lungebetændelse. Og måske er det det, han har taget til efterretning.
Halsen gør ondt, stemmen hæs og han græder ned i sin yoghurt. For halsen gør altså så AV! Og så den hoste! Og det er så synd for Noah. Og også synd for Verdens Bedste Kæreste, der frivilligt har påtaget sig sygepassertjansen. Så moderen kan passe sit nye job.

Og så håber vi, at Livas fænomenale immunforsvar lever op til sit ry og rygte.

mandag den 14. november 2011

Mørketid

Jeg er ikke ubetinget fan af denne årstid. Selvom man har julen at se frem til. Og stearinlys og hygge. Ja, så hader jeg, at dagene bliver kortere. Men man skal se på de lyse sider: der er knaldflotte solnedgange om vinteren.

Er flækken ikke idyllisk i solnedgangens skær?  Det er da det rene Morten Korch.

onsdag den 9. november 2011

latino-onsdag

Godt selvskab og god mad er jo opskriften på en vellykket onsdag aften. Og af den grund befandt jeg mig i dag på den mexicanske restaurant i Vejle. Og en vellykket onsdag blev det. For selvskabet var venner, jeg ikke havde set siden .... ja ok, åndsvagt længe siden.

Stedet var pakket, maden som altid i top og jeg skal da love for at vi fik knævret. Og undret os.... For mon denne restaurant sender deres ansatte på en mexicaniserings-kursus. I hvertfald havde vores tjener (og flere andre vi spottede derinde) tillagt sig lidt latino-stil. Pomade hår, åbenstående satinskjorte og ikke et øje var tørt. Men når man er en gennemsnitlig dansk gut med leverpostegsfarvet hår og vinterbleg fuglebryst, så er der altså et pænt stykke til fullblown latino. Så dette endte også med at blive en onsdag med et lidt surrealistisk twist. Og ja, den slags onsdage skal der da også være plads til.

tirsdag den 8. november 2011

Smelte-skål



Vi har vel alle destruktive sider.

Jeg synes for eksempel det er hyl at smelte ting i en ovn.

Som gamle vinylplader. De kan blive rigtig fine slikskåle.
Det nyeste hit er at smelte rørperler om til skåle. De der de danske børn igennem tiden har forvandlet til flere tons perleplader.

Fremgangsmåden er:
  • tænd ovnen på 200 grader
  • find en glasskål, der kan tåle at gå i ovnen.
  • Smør skålen indvendigt med olie.
  • Kunsten er nu at drysse et lag perler i skålen. Det kan være noget bøvl at få dem til at blive på siderne.
  • Skålen med perler i stilles i den varme ovn. Nu begynder perlerne at smelte sammen.
  • Det er svært at sætte tid på, hvor længe de skal være i ovnen. Nogle typer perler smelter bedre end andre. (Ikeas f.eks). Så hold øje.
  • Når perlerne er smeltet sammen tages glasskålen ud og  hele molevitten stilles til afkøling.
  • Når de er kolde kan perleskålen tages ud af glasskålen.
Ungerne synes også det er sjovt. Og de har været med til at lave denne til morfar. Familiens slikmund og flødegris. (Sorry far, men det er du jo.)

mandag den 7. november 2011

Langt borte

Mandagens tema er "langt borte". Her er mit bidrag: Noah for fuld drøn hen ad skovstien. Fra en af de dage, hvor himlen var blå, vejret mildt og skoven tillokkende.

tirsdag den 1. november 2011

Bevæbnede dyr



Noahs forklaring på, hvorfor han ikke bryder sig så meget om hjorte:
"Jamen mor, de har sådan nogle geværer på hovedet! De er altså farlige. De slår med dem!"

- Så tag jer i agt, hvis i bevæger jer ud i diverse dyrehaver rundt om i landet!