Sommerens pejlemærker

Alle mennesker har vel pejlemærker, der markerer overgangen fra en årstid til en anden. Amerikanerne for eksempel finkæmmer landskabet for murmeldyr, fordi de er nogle hajer til at forudsige forårets komme. Siger Amerikanerne.....

Her hjemme er det vel tegn som når hylden blomstre, studenterne springer ud med en vindstyrke 17 af en brandert og ungerne står på rulleskøjter med bare brune sommerben.

Da jeg var barn havde vi et andet pejlemærke.
Det var når den lokale dranker Svend trak i de orange shorts og luftede de blege aspargesben og ditto bodegamuskel. Når vi spottede ham i den mundering på bænken ved den store parkeringsplads - ja så vidste vi, at nu var det sgu sommer.

Ude i Flækken har vi ingen Svend i sommershorts til at hjælpe os på vej. Man kan jo påstå, at vi bare kan se ud af vinduet. Men ærligtalt - når jeg ser ud af mine vinduer, ser jeg mere oktober end juni i disse tider. Så må man tage andre metoder i brug. Det stigende antal fluer er foreksempel et udemærket hint om, at nu er det så sommer.

Og den stigende mængde høfeber. Så på grund af min krops iver efter at imødekomme sommeren, kan vi nu konstatere at den er her! Men min krop har ikke gidet at gå all in i det der høfeber -halløj denne gang. Den højre side af kroppen har ikke kunnet overtale den venstre til at hoppe med på vognen. Så derfor er det nu det højre øje og næsebor der hilser sommeren velkommen. Måske fordi venstre krop også synes at vejret er lidt fesent og gerne så lidt sommerkjolevenligt vejrlig.

( En anden indikator er selvsagt at jeg få sommerferie i morgen. HURRA)

....

....

(Fik jeg nævnt at jeg snart får SOMMERFERIE!?)

Fem for fuld fart

Husets Krudtugle og Super Mario Entusiast fyldte fem i mandags. Vores lille dreng er ved at blive en stor dreng. Og sammen med søsteren har han omdannet hele stuen til en kamparena og slagmark. Husets far havde nemlig skaffet to kæmpestore Gormiti - vulkaner/borge og en hoben Gormitier. Så nu har drengen 97. For dem, der ikke ved, hvad en Gormiti er for en størrelse, så er det nogle virkeligt grimme farvestrålende plastikmonstre. Og nu har de så slået lejr på stuegulvet, i vindueskarmen, på sofabordet og spisebordet og hylderne. En enkelt enklave har slået sig ned i soveværelset. Så nu må den voksne del af Husets beboere slå koldt vand i blodet og vente på at Det Store Slag bliver kæmpet til ende.'

Og når nu man fylder 5, på en mandag og der ikke kommer gæster. Så må man (læs moderen) hitte på noget andet der gør dagen særlig. Så efter endt arbejde drog vi til Givskud. Selvom vejrguderne kørte en genudsendelse af vejrprogrammet for oktober, så havde disse her en fest:

Og vi kom på barselsbesøg. Barnet var meget afslappet og moderen træt. Begge sov fast under hele besøget, men da ungen havde indtaget en særdeles komfortabel stilling, var vi ikke i tvivl om kønnet. Derfor kan vi nu sige: Tillykke med den lille søn, Fru Gorilla!


Vi fik også set disse her ("Se mor, de har glasur på ryggen!")



Og de fik set en masse og de fik spurgt en masse:
Hvorfor hedder det en kafferbøffel og ikke en kaffebøffel?
Hvor gamle bliver næsehorn og dør de hvis hornet falder af?
Hvorfor lyder svensk så sjovt (mange svenske turister!)
Hvorfor sidder Samson (red, hangorillaen) bare der, laver han aldrig noget? Er han bare doven?
Hvorfor samler moren ikke benene (se gorilla ovenfor), ved hun ikke man kan se det hele?
Hvis de svenske børn må få bamser, hvorfor må vi så ikke?
og så videre og så videre og så videre...

Og ham her havde en god dag!

Dronningens dagskalender

Liva:" Mor hvad laver Dronningen lige nu?

Moster Munter: "Tjaeh... hun har glemt at ajourføre mig. Ved det ikke"

Liva:" Når Dronningen har fri går hun med bare tæer oven på alle sine guldmønter. Men for det meste sidder hun på sin trone og keder sig. Der tror jeg hun sidder nu... Og siger duer ikke væk!"

....

Liva: "Nej, ved du hvad mor. Lige nu tror jeg hun sidder på tønden og slår en masse royale prutter!"

- Tjaeh.... det er så den korte version af en Dronnings tilværelse.

Goddag og farvel

Lige rundt om hjørnet skal der siges farvel. Og tudes en del - for rørstrømsk er man jo. Næste fredag er sidste gang jeg triller ind på Søndermarksskolens P-plads og siger godmorgen til de 25 skønne unger.

Men det er heldigvis også tid til goddag! For tirsdag skal jeg til planlægningsmøde med den nye arbejdsplads. Hvor rammerne, formerne og "vi-plejer'ne" er anderledes. Og det kommer til at gøre godt! Jeg har lige haft telefonmøde med en ny kollega. Og jeg fik helt lov til selv at udforme mine valgfag! Jeg glæder mig trods sommerfugle! Det bliver stort at blive efterskolelærer!

Op på mærkerne

Til tirsdagens spejderafslutning var der mærkeregn. Hver spejder fik en kuvert med fast arbejde til forældrene.... Mærker der skal syes på inden august. Spejdere er jo svært glade for mærker, så det er nok ikke sidste gang jeg skal i gang med nål og tråd:

smeltet

Det er altså rigtig stort når nogen griber en lige om hjertekulen. Når man bare holder af fra første øjekast. Og sådan var det altså, da jeg i søndags mødte venindens skønne søn Kalle for første gang.
Tænk at blive væltet omkuld af Københavns dejligste dreng. Jeg tog hjem i går og det var med vemod - for det kan godt være at København var langt væk inden Maj fik ham. Og at jeg syntes, jeg så hende for lidt.Men nu føles det om muligt endnu længere væk.

Og han har da gjort drømmen om sommerhus i det Sjællandske endnu mere præserende.






Heldigvis skal hele familien til København i sommerferien, så der er ikke så længe til, at jeg skal se ham og hans søde forældre igen.

Hjemme i Jylland ventede mine egne skønne unger, der var stærkt savnede. Og afslutning med spejderne.
Nogle syntes præstens historie var spændende:


Andre at det var temmelig kedeligt:

Fesen skulderskade

Og så var der stilhed igen...

Denne gang dog mod min vilje. Jeg ved ikke om det er fordi man nærmer sig 40 og kroppens reservedele er ved at være slidte. Eller om det bare skyldes god gammeldags bad luck. Men min højre arm og skulder er skadet. Beskadiget muskel i skulderen og flere forstrukkede ledbånd.

Og hvordan gik det så til?
Ja her ville det være fedt at kune diske op med et eller andet cool. Som: jeg var ude at gå i skoven. og så kom der en vred tyr, som jeg var nød til at fiksere.
Sandheden: jeg skulle bare tage en kasse ned fra øverste hylde i håndarbejdslokalet, da det sagde SMÆK i skulderen.

Armn det er da det mest fesne.... At der ikke skal mere til. Selvom jeg stadig  har ondt og musklerne ofte kramper i armen, så kan den atter bruges så småt. For hold nu ferie, hvor man er afhængig af den der højre arm.

Det ser f.eks pænt spændende ud, når jeg skal skrive på tavlen med venstre. Moster Munter 6 år! Og det der med at smøre madder med venstre - det er da helt hen i hegnet. Det ender med en masse rugbrødskrumme-smør-smadder.

Så hip hurra for at højre arm så småt er ved at komme sig igen. Selvom diverse personer inden for lægestanden siger, at det kan tage op til en måned før der er fuld førelighed igen. Men jeg kan da allerede bruge den til f.eks at skrive på computer med. For kun at skrive med venstre - sorry - men det orkede jeg ikke. Det tog en E V I G H E D!

Mens jeg har været ufrivilligt blogtavs, så har der været åbningsfest for Flækkens nye multiplads med det stor svulstige navn: Kildeparken. Det var med silende regn, søde spejdere, flotte kager, taler og jazz.

Slutspurt

Jeg vil slet ikke begynde på, at skrive noget med min tendens til klatbloggeri.

Jeg vil heller ikke komme med noget "Hu-hej-så-travlt-jeg-har".

Det har jeg gjort før. Tiden flyver afsted og vi halser bagefter. Det førte os blandt andet forbi årets Jelling Musik Festival. Hvor vi fik hørt en masse musik, fik en masse sol og det var så skønt så skønt. Men kære Ozzy (som i Osbourn) man må gerne gå på pension, når man er nød til at klamre sig til mikrofonstativet for ikke at vælte, når man headbanger!
Ungerne var ikke med i år. Og det var nok meget godt. For der var den onde hylme mange mennesker med i år.

Vi har heldigvis også haft tider til afslapning og til hygge med ungerne. Liva har fået en forkærlighed for gåture med moren. Så skal kameraet luftes og verdenssitationen vendes. Vi går af den samme rute. Først til venstre ned til legepladsen og det høje, høje klatrestativ.



Og så går turen den anden vej, forbi Huset i Flækken og hele vejen over til kirken. Her skal der så tales lidt om alt mellem Himmel og jord og om gravsten og sjove navne. Og i denne weekend skulle der også hoppes. Det kom der disse her ud af:




Maj forsvandt så pludselig. Hun var nu lidt kold og lidt blæsende til at starte med, men jeg skal da love for at hun sluttede af med et brag. Juni har jeg det lidt ambivalent med. Jeg glæder mig på den ene side til sommerferien med min familie. Men på den anden side så markerer udgangen af måneden også den endelig afsked med 25 dejlige, entusiastiske og livlige unger, jeg har haft den glæde at undervise siden oktober. De vil blive savnet, selvom det bliver GULD at blive efterskolelærer!