Jeg er træt og går til ro

Når man har øvet i at cykle i børnehaven.

Og løbet.
Og leget.
Og klatret.

Så er en tur til Vejle efter far, mere end man kan holde til.

Pinseidyl

Præstegårdshaven genlød af fuglefløjt. Kastanjen stod med lys og en ordentlig røvfuld raps på den anden side af vejen sørgede for en sommerkrydret duft (eller hørm al efter hvis næse der er i spil)
Liva skulle optræde med Kirkespirekoret til årets Pinse friluftsgudstjeneste.

Og det var ganske hyggeligt. Sommerligt tilsat kontrabas og fuglefløjt.

Hovedpersonen, set med disse briller, var noget beklemt ved situationen og puttede sig på anden række med nedslået blik. Man er ikke meget for at være i spotlightet.

Bagefter var der kaffe og kage. Og det hjalp lidt på hele seancen var der nogen der syntes. Nogen syntes nemlig at det hele var ret så kedsommeligt, fuglefløjt og landidyl eller ej.

Pinsepanik-jubilæum

For 6 år siden blev jeg kørt i ambulance til Kolding på grund af for tidlige veer.
Og dagen efter hjem igen.
Og så tilbage samme dag. Denne gang fordi Liva var syg.

Det er altså sjovere at sidde i skyggen og nyde sin søn. Og forberede mad til grillen lige om lidt.

Og de eneste lyde er lyden af legende børn.

Og en skidesur solsort. God pinse til alle.

Spaghetti hvadfornåed?

Liva: "Hvad skal vi ha' til aftensmad?"

Mor:"Spaghetti Bolognese"

Liva (dybt skeptisk) :"Spaghetti Pillenæse?!?

Happy Mail

"Velkommen til Anonyme Hobesamlere. Mit navn er Moster Munter...."

Jeg er en samler. Jeg elsker ting og har virkelig svært ved at smide ting ud. Eller bare sende dem videre i systemet for den sags skyld. Jeg forsøger at indføre regler for mig selv, så det ikke tager overhånd. Som f.eks: "Har du ikke gået med tøjet i et år - så skal det ud!". Desværre er jeg også ret god til at tilføje undtagelsesparagraffer til mine regler. Man behøver for eksempel ikke smide tøjet ud hvis:

• Det har en eller anden form for affektionsværdi. Som f.eks den kjole jeg havde på, da jeg mødte Gemalen. Der er ikke en kinamands chance for, at jeg kan klemme røven i den mere. Men den hænger i skabet endnu.
• Hvis der er bare den mindste chance for at det kommer på mode igen... engang... langt ude i fremtiden.
• Hvis den på nogen måde kan spiffes op/syes om/ændres
• Og jeg kan sikkert komme på flere gode undtagelser, hvis det skulle blive nødvendigt.

Men selvom man har et stort hus med kælder, så kan ens Gemal godt blive skide en  lillebitte smule irriteret over ens bunker.

Derfor er jeg nu gået i gang med at rydde ud i diverse gemmer. Efter at Gemalen knaldede mig en med en vognstang kærligt opfordrede mig til dette. 

Og indrømmet - jeg har lidt ondt af mig selv, når jeg står der med hovedet i en kasse, der har levet en skyggetilværelse i haveskuret. Og som nu er dækket af spindelvæv og smadrede snegle (HVIIIIN!) Man kunne sikkert argumentere for bare at smide hele kassen ud - uden at tjekke. Men det gør man ikke, hvis man er en ægte hobesamler. Så står man på hovedet i kassen, med spindelvæv og snegleslim til albuerne - for tænk hvis nu, der lå en eller anden glemt skat på bunden. Og får lidt ondt af sig selv.

Og så bliver man altså rigtig, rigtig glad, når posten kommer forbi med uventet post. Som ikke er en regning - men et ægte brev. Med en gave inden i. Verdens skønneste veninde har lavet disse til mig - er de ikke fine. 

Det hjalp gevaldigt på humøret!

Nu med kat

Mandagsglimmer. Moster Munter - nu med morsdags bling

Nej, nej, nej

For et par år siden var vi inde og se Rosenborg Slot. Liva og jeg var i hopla. Noah... not so much. Han gentog "Gå ud, Gå væk" i en uendelighed indtil Anders forbarmede sig og gik ud. Han har forfinet metoden siden og kan nu udtrykke al sin utilfredshed og indestængte harme i et eneste ord. Det lille, men effektive ord: Nej! 

Dette fik han så mulighed for at udtrykke i går, da ungerne og jeg besøgte Glud Museum. Et lille, bitte friluftsmuseum. Liva elskede det. Og Noah - igen: not so much. Men han tog det nu pænt.

Denne her gut var klart favoritten. I give to you: Lallekongen. Han sad engang på gavlen af et hus i Glud. Ved hjælp af en stang inde fra huset, kunne husets ejer få Lallekongen til at række tunge af de forbipasserende. 

En sang fra de varme lande

.... om hvorfor jeg ikke har skrevet en disse herinde i ca. en lille evighed, var måske på sin plads. Men det kommer ikke til at ske. Der er nemlig ikke rigtig nogen klar årsag til mit fraværd. Andet end at jeg er i gang ude i den virkelige verden med at nyde noget hverdag.

Det betyder dog ikke, at bloggen er glemt. Jeg har skrevet adskillige indlæg - inde i mit hoved. Men skal vi ikke håbe på, at jeg snart bliver mere trofast.
Jeg er i hvertfald blevet noget mere inspireret efter en lille hyggetur inde på min gamle blog. Og mens jeg rodede i maskinrummet faldt jeg over en video af Noah jeg vist ikke har udgivet før. Måske er det kun bedstemødre og mødre der kan se værdien af den slags videoer. Men så må I andre bare lade være med at klikke på afspil:

Noah som spiderman - klik og se!