Happy Mail

"Velkommen til Anonyme Hobesamlere. Mit navn er Moster Munter...."

Jeg er en samler. Jeg elsker ting og har virkelig svært ved at smide ting ud. Eller bare sende dem videre i systemet for den sags skyld. Jeg forsøger at indføre regler for mig selv, så det ikke tager overhånd. Som f.eks: "Har du ikke gået med tøjet i et år - så skal det ud!". Desværre er jeg også ret god til at tilføje undtagelsesparagraffer til mine regler. Man behøver for eksempel ikke smide tøjet ud hvis:

• Det har en eller anden form for affektionsværdi. Som f.eks den kjole jeg havde på, da jeg mødte Gemalen. Der er ikke en kinamands chance for, at jeg kan klemme røven i den mere. Men den hænger i skabet endnu.
• Hvis der er bare den mindste chance for at det kommer på mode igen... engang... langt ude i fremtiden.
• Hvis den på nogen måde kan spiffes op/syes om/ændres
• Og jeg kan sikkert komme på flere gode undtagelser, hvis det skulle blive nødvendigt.

Men selvom man har et stort hus med kælder, så kan ens Gemal godt blive skide en  lillebitte smule irriteret over ens bunker.

Derfor er jeg nu gået i gang med at rydde ud i diverse gemmer. Efter at Gemalen knaldede mig en med en vognstang kærligt opfordrede mig til dette. 

Og indrømmet - jeg har lidt ondt af mig selv, når jeg står der med hovedet i en kasse, der har levet en skyggetilværelse i haveskuret. Og som nu er dækket af spindelvæv og smadrede snegle (HVIIIIN!) Man kunne sikkert argumentere for bare at smide hele kassen ud - uden at tjekke. Men det gør man ikke, hvis man er en ægte hobesamler. Så står man på hovedet i kassen, med spindelvæv og snegleslim til albuerne - for tænk hvis nu, der lå en eller anden glemt skat på bunden. Og får lidt ondt af sig selv.

Og så bliver man altså rigtig, rigtig glad, når posten kommer forbi med uventet post. Som ikke er en regning - men et ægte brev. Med en gave inden i. Verdens skønneste veninde har lavet disse til mig - er de ikke fine. 

Det hjalp gevaldigt på humøret!