lørdag den 31. december 2011

Hovsa og godt nytår!

En ting er gode intetioner! Noget andet er realiteterne.
Jeg havde de bedste intentioner. Jeg skulle da bare skrive så meget i ferien.

Men så blev det jul. Og nogen skulle jo spise deres egen vægt i julemad. Cirka.
Og så skulle der lige hygges. Og så gik der en halv ferie. Hovsa.

Men vi lever endnu ude i flækken. Her i ferien fik jeg rigtigt padlet rundt i nostalgiske vande. Ungerne og Anders fik set de steder jeg boede som barn. Og ungerne blev også hevet med op i Fægteborg Plantage. Min barndoms skov, hvor jeg legede som barn. Før vi flyttede. og gik lange ture ... efter vi flyttede.

Jeg havde ikke været der i ca. 17 år. Og jeg ved ikke om det bare var mig - men den var da vist skrumpet! Og træerne var blevet tårnhøje. Den elskede udsigt fra blåbærhøj var væk. Men det blev til flere gode fotos. Og de kommer her med ønsket om et godt nytår til alle!


På vej ned i Dybdal - ned og finde skatte som afgnavede kogler egernerne havde smidt.

Og udsigten over Ekkodalen var væk. Før var der fri udsigt til sandgraven. Nu er der glimt til nyanlagte huse!

Godt 2012 til alle!

torsdag den 22. december 2011

Jule jubel

I dag har jeg:
  • konfiskeret 1 nissehue fra 1 overstadig nisse
  • sunget julesange i adskillige forskellige tonarter sammen med en hoben unger
  • fået mindst 40 knus
  • læst mig hæs i julehistorier
  • sagt "SSHHH", "vær nu stille" og "SÅ HOLD DA MUND!", flere gange end jeg gidder at tælle
  • fået min første julegave med hjemmelavet kort og det hele
Gør man regnskabet op er det nu en OK måde at starte julen på. At have juleafslutning med 26 feriestem´te julenisser!

onsdag den 21. december 2011

Nissen flytter ind

Hvert år får vi gæster. Af den listige slags, der hopper ind i folks jakker og sniger sig med hjem.

Nisse Pot, der egentlig bor i Noahs børnehave. Og han er en værre ballademager! Se bare hvad han har bedrevet, den slubbert:
Bamserne og nisserne havde kørt i en lang række rundt og rundt om juletræet.


Og se nu lige mælken:



Mintgrønt var det nærmest! Noah var i julehimlen. For det er altså bedst, hvis Pot tryller med mælken. Og heldigvis svigtede han ikke på dette område i år.

Pakkerne fra nissen stod også det forkerte sted og der havde været nogen i kagedåsen med vanillekranse.
Godt der er et år til han kommer igen!
Og her er han så:


Pot sammen med en morgenstille Noah.

tirsdag den 20. december 2011

Pigen der fløg væk....

Livas fantasi fejler intet...
Det der med historier, deet er noget hun kan. Og hitte på og skabe. Og derfor fik mormor og morfar denne historie med:

Der var en pige omme i skolen, der ikke lukkede sin lynlås i jakken. Og så fik vinden fat. og så blev jakken ligesom flavermusevinger.
Så måtte de voksne cykle rundt en hel time for at fange hende.


Og på grund af historier som denne, keder man sig aldrig i nærheden af Liva

mandag den 19. december 2011

Juuuul

Jul for mig er mange ting. Men først og fremmest er det familietid. Man mødes med dele af familien, man kun ser ganske sjældent. Imens man spiser sig igennem groteske mængder mad.
Det er også tid for fremstilling af julegodter, julekager og juleknas sammen med ungerne.
Og det er tid til den årlige juleshoppetur med husets morfar. Dette er en hæderkronet tradition, som startede før min søster og jeg fik vedhæng og unger. Mission? At skaffe julegave til husets mormor.
I år tog vi afsted den 18. I går! Og ungerne var med.
Denne begivenhed er med til at skyde julen godt i gang. Så går man sammen med alle de andre shoppende: Kvinderne med hektisk røde kinder, mens de bladrer i ønskesedler. Mændende med himmelvendte øjne, dybe suk og en puls i den heftige ende af skalaen.
Vi sluttede af på Cafe Morville efter vellykket mission.

.... Og her skulle så ha været et billede af mine unger, med milde smil og forventning i øjnene. Jeg havde så bare liiige glemt at regne Noah og Liva med i den ligning. Så det bliver disse her i stedet:



mandag den 12. december 2011

Mandag *knurre*

Mandag er vel næppe nogens favoritdag!
Den er så påtrængende og så Op lille Hans, nu skal du i skole.

Og når man så er lærer er der dobbelt op. For så er der liiige 26 10årige, der har ligget i sukkerlage hele decemberweekenden, som man liiige skal holde styr på.

Og de er så engagerede.... i hinandens weekendoplevelser, at ens danskundervisning kommer lidt i vejen.

Og i dag var så ingen undtagelse.

Og så er det så, at man glæder sig til at kramme en af disse her, mens man ser Flemming Jensen i nissetøj.

søndag den 11. december 2011

Værsgo klatkager


En af barndommens himmerrigsmundfulde...

Og selvom der er fare for, at jeg får ry som en der madblogger... så kommer den alligevel - opskriften.

Klatkager:
En rest risengrød
æg
mælk
mel
sukker
vanillesukker
tilbehør: sukker og syltetøj

klatkagedejen skal have en konsistens som klumpet pandekagedej. De steges i smør i klatter... Lige som amerikanske pandekager.

Og det kan godt være, at dine unger normalt kan voldspise pandekager i rå mængder. Men det gælder garanteret ikke disse. For selvom de smager af jul og barndom, så mætter de i vildskab.

fredag den 9. december 2011

skræmmende mekanik

I min barndom var julegaveindkøb lig med kø i det uendelige, vilde svedeture i flyverdragten og forfrosne fingre. Fordi man flintrede ud og ind af butikker og skiftevis voldsvedte og hopfrøs.

Dette er der nu råd i mod. For efter hine dage i startfirserne er indkøbscentrene blevet mere udbredte. Og derfor drager jeg hvert år afsted til Kolding med Yngste og Ældste. I år var det så den 8. det fandt sted.

ja, nemlig i går!

Liva og Noah vælger nemlig selv gaverne til farmand. Og de bliver valgt med germansk grundighed. Det er ikke noget man jager til. Nix næææh! Med omhu blev de udvalgt.

Og der er også andre traditioner, at holde i hævd på denne tur. Ungerne skal se juletoget (der i år var transmogriffet om til en karrusel), vi skal ha' en is og slutte af med burger. Og sådan blev det. For rør blot ikke ved min gamle jul.

Nu er der bare liiiige en hage ved det der juletog/karrusel. Der er mekaniske nisser!

Og de er altså vildt scary. Gå ikke for tæt på, man ved aldrig hvad de små sataner kan finde på!
Bare spørg Noah. Han går helt i banjo og flipper skråt, hvis han ser en. Men 2011 blev året, hvor han så angsten i øjnene, stod på karrusellen og fik set den freakin nisse i øjnene.

Men den der mekaniske/syngende nisse jeg fik af far et år. Den har, som Noah kan bande og lyne, bare at blive i sin pose i kælderen stadigvæk! For den er alstå nuts!



... Og se da lige drengen. Angsten står malet i ansigtet. Men han ville med karrusellen. Og han gennemførte!




Mekaniske nisser. De skræmmende små sataner!

onsdag den 7. december 2011

En snepudret Flække


Sådan så Flækken ud i går morges, da vi drog afsted på job. Ungerne jublede! For SÅ er der da dømt julestemning.

Jeg jublede ikke helt så højt.
Jeg kan nemlig godt huske mængden af sne sidste år. Hvor meget af den hvide grød jeg skovlede væk og skovlede væk.

Så jeg begræder hellerikke, at sneen er på retræte i Flækken. Min julestemning fungerer fint uden sne.

Men ok - stærkt presset kan jeg da godt indrømme, at det ser idyllisk ud.

tirsdag den 6. december 2011

gennemsnitlige spørgsmål

Her er et lille udvalg af spørgsmål en lærer kan få på en helt almindelig gennemsnitlig tirsdag:
  • Kan man bruge lim som læbepomade?
  • Kan man blive født med kun 2 fingre?
  • Hvorfor må jeg ikke høre musik, når du taler ved tavlen?
  • Moderbinding? Er det ikke noget man binder mødre med?
  • Må voksne godt tro på nisser?
  • De der dødningehoveder de der mexikanere bruger til deres dødsfest... hvorfor laver de ikke bare dem i marcipan?
En gang i mellem kan læreren Moster Munter godt ønske sig, at hun kunne se, hvad der sker i en 10 årigs hjerne.

....

Eller måske ikke, alligevel!

Lad mig da så lige introducere....

... svinene!

De fylder ikke meget på bloggen. Faktisk har de ind til nu ikke fyldt en tøddel herinde.

Tilgengæld fylder de i huset. i hvertfald i lydbilledet!

Lad mig da så introducere de to herrer:

Frederik

Og Pjuske

Og jeg ved godt, at man normalt kalder dyr for de umælende væsner. Men det har man så liiige glemt at informere Marsvinene Der Aldrig Bliver Mætte om.

BUUUUIIIIIIIII! brøler de! Hver eneste gang jeg pusler med noget i køkkenet. For det falder dem ikke ind, at jeg har andet at lave end at slæbe fodder til dem på første salen. Så rasler der en pose, er der da sikkert godter i farvandet. BUUUUIIIIII!
De der BUUUUIIIIII kan også varieres fra det indsmigrende til det voldsomt insisterende. Det er for eksempel ret nemt at høre når Pjuske egentlig siger: "Hvad dælen nøler du for tumpe, få så gang i de skinker og hit med noget spiseligt. PRONTO!"

Det er for øvrigt også Pjuske, der er den mest private af dem. Lige som de kongelige vil han ikke fotograferes spisende. Og han tager den skridtet videre. Han vil slet ikke ses spisende. Så han flår sit plastikbur af væggen og møffer det hen over madskålen.
På den konto er Frederik er bare rendyrket klammo. Han pisser på salaten, skider i madskålen og hyggefælder overalt.

mandag den 5. december 2011

Reflektion

... er så denne uges mandagstema. Og se da lige som lyset reflekteres i de glaserede æbler! Mums.
En sand jule/vinter-klassiker, som modtages med kyshånd af de yngste her i huset. Man kunne sikkert finde andre, langt mere kreative og tankevækkende tolkninger af ordet "reflektion".
Men:
  1. Jeg er gået totalt i jule-mode
  2. jeg er Skrup.Hamrende.Sulten!
Så det var altså dette, jeg kunne bidrage med.

Og så er de da for øvrigt super-nemme at lave.


Ingredienser til 4 personer:
4 små røde æbler
3 dl. sukker
½ dl vand
1 spsk. glucose
pinde (kebabspyd er udemærkede!)
krymmel, kokos, hakkede nødder .... osv!

Vask og tør æblerne godt. Fjern stilkene og stik en pind i hvert æble. Kog sukker, vand og glucose over kraftig varme. Rør rundt. Test om sukkerlagen er færdig ved at dyppe en pind i lagen. Når sukkerlagen på pinden bliver som glas og kan brækkes af, er den færdig. Dyp så æblerne ned i sukkerlagen og drej dem rundt. Rul æblerne i krymmel/kokos/nødder. Og det er så her du skal være hurtig på aftrækkeren, da sukkerlagen hurtigt stivner. Lad æblerne køle af på en plade.

God fornøjelse!

fredag den 2. december 2011

Jaaa it's hard to be a nissemand...

Det kræver sin nisse, at fejre at det endelig er december!

onsdag den 30. november 2011

julefryd... guirlande-fryd

Der er et eller andet med de der guirlander. De er for fede. ihvertfald hvis man spørger en gennemsnitlig dreng på mellemtrinnet. Hvorfor! fordi de er laaaange. Og man kan konkurrere, så man bliver helt grøn i hovedet af det. Så de gør de i dag på Søndermarksskolen.

Der klippes strimler og klippes strimler.

Og der limes strimler og limes strimler.

Og måles guirlande efter guirlande.

Og alle vegne op og ned er de der. Guirlanderne. For hvis kan nå længst.

og det er altså blodigt alvor. Og der står lidt ære på spil. For de andre skal ikke vinde.

Så derfor ser trapperne nær mellemtrinnets gang pt. sådan ud:


tirsdag den 29. november 2011

Overskudsdeling

Tænk at der er nogen, der har så meget overskud at de bare øser ud af den. Tænk at der er nogen, som f.eks den kollega, der var vikar i min klasse i fredags.

De havde diktat. Og så samlede han dem sammen. Bar hele gigastablen op i lærerforberedelsen og rettede dem alle 26!! For:"jeg havde lige lidt tid til overs".

Armn - jeg var da paf, mundlam og henrykt på en gang. Jeg troede, jeg skulle henslæbe min mandag/tirsdag aften med at rette diktater. Det sku jeg så ikke alligevel.

Tror da nok lige, at Moster Munter skal ha' erhvervet sig et æske chokolade eller noget og givet videre.
For Merciii fordiiii du' tiiiiil!

søndag den 27. november 2011

stormende julehygge

Pt blæser det så åndsvagt meget, at man nærmest venter at se naboens sortbrogede flyve forbi med yveret opad.

Hold nu ferie, som det er et lor-te-vejr udenfor! Og det startede allerede i går. Men vi nåede ud. Inden regnen begyndte at sile. Ungerne og jeg var på jule-dekorations-materiale-indsamlings-tur i Søndermarksskoven.



Buzz og Woody var også med.
De fandt dog ingenting. Dovne hunde!
Det gjorde vi andre; sten, fjer, bark, mos (incl. snegle og kryb), kogler og flere sten.

Jeg er stærkt imponeret af dem, der kan få et rensdyrskind, to grankviste og et bloklys til at ose af jul. Sådan lidt tjekket, minimalistisk jul i skandinavisk stil. Men det holder ikke i det her hus. Ikke. En. Skid.
Her dyrker vi det maximalistiske med et tvist af kitch. Jule-glimmer-glitter-nisse-galore!
Hvilket da også afspejler sig i dette års juledekorationer.


Noahs julenisse i skoven -inspireret juledekoration.


Livas "juleskov"-dekoration. (og ja, den der nisse står med rø.... måsen opad)

Vi har set julefilm, spist æbleskiver og havebordet har danset tango ude i haven. Det får den lov til lidt endnu. Jeg skal fandme ikke ud i det vejr!

onsdag den 23. november 2011

Sindsforvirret vegetation

Vi kender vel alle en eller flere personer, der er lettere forvirrede. Som dalrer rundt i sin egen lille verden og ikke er helt i tråd med resten af verden. Distrete er de og ænser ikke helt, hvad der sker lige foran næsen på dem.

Sådan kan planter åbenbart også være....

Forvirrede....

Som i: Skrup. Forvirrede.

Et par af vores roser, har i hvertfald meldt sommer og sol og blomstrer lystigt.At det så er diset, råkoldt og lortevejr er tilsyneladende ikke noget, de kan tage sig af.

tirsdag den 22. november 2011

Kanintand i vente

Endelig røg den.
Rokketanden!

Hun har også ventet længe. Og rokket og vippet og skuppet. Og så gav den sig endelig. Så nu er der hul i plankeværket!

Det kan godt være, at sådan en tand er lille. Men stoltheden over, at den røg ud er tilgengæld stor.


(Læseren bedes se bort fra vaskestativ og andet øjenbæ i baggrunden. Liva ville ikke flytte sig for at lade sig forevige!)

mandag den 21. november 2011

Eksotisk

... er ikke just det, man tænker, når man kaster et blik ud af vinduet lige nu. Kigger man ud, er det nærmere et studie i gråtoneskalaen.

Men derfor - eller måske netop derfor - kan man godt længes efter noget lidt mere eksotisk. Eksotisk som i f.eks Sydpå. Så derfor mindes jeg da lige Mallorca i dag. Hvor det var et studie i hele farvepaletten.
Og hvis ikke denne fisk er eksotisk, så ved jeg da snart ikke. Den er i øvrigt at se i Palma Aquarium, hvis man er i det nabolag.

fredag den 18. november 2011

Roooolig nu!

Hej - du der Moder Natur! Og også hej til din fætter Vejrguden. Kunne I ikke liiige ta' en slapper. Hvorfor det hastværk!

Se nu f.eks Granhytten for to uger siden:

Der var blade og mildt vejr og ind i mellem et glimt af blå himmel. Det var da fint nok. Men næææh nej. Travlt har I og se så Granhytten nu:

Hvad skete der lige med bladene? Og se lige den fesne himmel. Kunne I ikke liige sætte tempoet ned og droppe al den der dis, tåge og råkolde morgener?

Vi er ærligtalt nogle, der ikke helt kan følge med!

torsdag den 17. november 2011

Hej Vejle Politi

Og hej Vejle Politis hunde!
Hvor er det da bare fantastisk, at vi har en politistab, der går op i deres job.
Og holder øvelse.

Med hunde, maskinpistoler og hele udtrækket!

Og det er da dejligt at I bruger lokalområdet så fint. Det er da rart at se Søndermarksskoven anvendt til noget fornuftigt.

Hvis I omkring kl. 9.30 hørte et brag, håber jeg ikke det forstyrrede for meget. Det var bare min danskundervisning, der ramte gulvet med et drøn, fordi 26 begejstrede elever stod med næsen op af ruden og simultanrystede af fryd over synet af politimænd med STOOORE maskinpistoler.

onsdag den 16. november 2011

Pottepynt

Så har tusind-kunstneren og dimsedut-skaberen været på spil igen. Inspireret af en udsendelse i TV har hun begået disse potteplante-beskyttere.

Det er os herude i Flækken - nu som Jordbær:


Der er vel ingen tvivl om, hvem det her er?

Vel?!

Det er da mig. (skal vist overveje et smut forbi tandlægen, hvis det er sådan andre ser mit tandsæt)



Og det der vildt glade, højspændte jordbær til venstre er Liva.

Anders er så portrætteret som ondt skulende vrissen jordbær. Eller måske er det barsk og manskulint jordbær? Han stemmer jo nok for tolkning nummer 2. Men det må vel være op til beskueren, hvad de ligger i det?

tirsdag den 15. november 2011

Kold i .... halsen

7 kolleger syge
5 elever ligeså.

Og nu også en søn! Og i radioen har de bekendtgjort, at der er en epidemi med Kold Lungebetændelse. Og måske er det det, han har taget til efterretning.
Halsen gør ondt, stemmen hæs og han græder ned i sin yoghurt. For halsen gør altså så AV! Og så den hoste! Og det er så synd for Noah. Og også synd for Verdens Bedste Kæreste, der frivilligt har påtaget sig sygepassertjansen. Så moderen kan passe sit nye job.

Og så håber vi, at Livas fænomenale immunforsvar lever op til sit ry og rygte.

mandag den 14. november 2011

Mørketid

Jeg er ikke ubetinget fan af denne årstid. Selvom man har julen at se frem til. Og stearinlys og hygge. Ja, så hader jeg, at dagene bliver kortere. Men man skal se på de lyse sider: der er knaldflotte solnedgange om vinteren.

Er flækken ikke idyllisk i solnedgangens skær?  Det er da det rene Morten Korch.

onsdag den 9. november 2011

latino-onsdag

Godt selvskab og god mad er jo opskriften på en vellykket onsdag aften. Og af den grund befandt jeg mig i dag på den mexicanske restaurant i Vejle. Og en vellykket onsdag blev det. For selvskabet var venner, jeg ikke havde set siden .... ja ok, åndsvagt længe siden.

Stedet var pakket, maden som altid i top og jeg skal da love for at vi fik knævret. Og undret os.... For mon denne restaurant sender deres ansatte på en mexicaniserings-kursus. I hvertfald havde vores tjener (og flere andre vi spottede derinde) tillagt sig lidt latino-stil. Pomade hår, åbenstående satinskjorte og ikke et øje var tørt. Men når man er en gennemsnitlig dansk gut med leverpostegsfarvet hår og vinterbleg fuglebryst, så er der altså et pænt stykke til fullblown latino. Så dette endte også med at blive en onsdag med et lidt surrealistisk twist. Og ja, den slags onsdage skal der da også være plads til.

tirsdag den 8. november 2011

Smelte-skål



Vi har vel alle destruktive sider.

Jeg synes for eksempel det er hyl at smelte ting i en ovn.

Som gamle vinylplader. De kan blive rigtig fine slikskåle.
Det nyeste hit er at smelte rørperler om til skåle. De der de danske børn igennem tiden har forvandlet til flere tons perleplader.

Fremgangsmåden er:
  • tænd ovnen på 200 grader
  • find en glasskål, der kan tåle at gå i ovnen.
  • Smør skålen indvendigt med olie.
  • Kunsten er nu at drysse et lag perler i skålen. Det kan være noget bøvl at få dem til at blive på siderne.
  • Skålen med perler i stilles i den varme ovn. Nu begynder perlerne at smelte sammen.
  • Det er svært at sætte tid på, hvor længe de skal være i ovnen. Nogle typer perler smelter bedre end andre. (Ikeas f.eks). Så hold øje.
  • Når perlerne er smeltet sammen tages glasskålen ud og  hele molevitten stilles til afkøling.
  • Når de er kolde kan perleskålen tages ud af glasskålen.
Ungerne synes også det er sjovt. Og de har været med til at lave denne til morfar. Familiens slikmund og flødegris. (Sorry far, men det er du jo.)

mandag den 7. november 2011

Langt borte

Mandagens tema er "langt borte". Her er mit bidrag: Noah for fuld drøn hen ad skovstien. Fra en af de dage, hvor himlen var blå, vejret mildt og skoven tillokkende.

tirsdag den 1. november 2011

Bevæbnede dyr



Noahs forklaring på, hvorfor han ikke bryder sig så meget om hjorte:
"Jamen mor, de har sådan nogle geværer på hovedet! De er altså farlige. De slår med dem!"

- Så tag jer i agt, hvis i bevæger jer ud i diverse dyrehaver rundt om i landet!

mandag den 31. oktober 2011

Skummelt



Som det nok kan ses på sønnen, så er sådan nogle dådyrhanner altså pænt skumle og skræmmende. Vi var inde og besøge dem i Dyrehaven i Vejle i lørdags. Et rigtig åndehul, hvor man bevæbnet med æbler eller gulerødder kan komme helt hen til dyrene. Vi var heldige at komme helt tæt på.
Men Noah var ikke meget for det. For det der gevir - det indgyder altså respekt.

Han var nu ellers ret fredsommelig. Selvom det var i brunstperioden, hvis man skulle tro på skiltene derinde. Og så kan sådan nogle hanner godt være pænt scary.

Da vi havde lagt afstand til det iiih så farlige dyr, kom modet igen. Og så var det ellers tid til blad-tagfat for fuld smadder!

onsdag den 26. oktober 2011

Det var den rollefordeling

Noah kommer demomstrativt marcherende mod badeværelset. Meget målbevist med en gangart henad strækmarch.

Mig: "Noah hvad laver du!"

Noah:" Skal ud til toilettet. Rigtige mandfolk hygger på tønden!"

- Godt så!

mandag den 24. oktober 2011

hvilepause


Mandagstemaet er Hvilepause. Mit bud er dette: Noah der stor-sover. Der bruges krudt på at gå i børnehave. Der bliver aset og maset, leget ninja og spiderman, kravlet og klatret og kæmpet. Så når moderen henter purken fra børnehaven er batterierne tomme. Og så kan man sagtens nå at falde i søvn på den korte biltur hjem. Også selvom der kun er 1km.

søndag den 23. oktober 2011

Jaah det er godt nok!

Der er en vending, som er stærkt udbredt specielt blandt gør-det-selv-folk.

"Det er godt nok!" Denne vending eller tilgang til verden om man vil, kan foreksempel vise sig på denne måde:

Gør-det-selv-mand 1:" Hvaae du torsten, sku vi ikke trække ledningen, så den ikke løber tværs over gulvet?"
Gør-det-selv-mand2:"Aarh Steen - det er sgu godt nok!"

Og efter denne devise er vores ydmyge bolig sat i stand af de forrige ejere. Og det er derfor man støder på løsninger som denne, når man fjerner adskillige lag grimt linoleum i gangen:


Man kan ligefrem høre dem:
Kone: "Hva fatter, sku vi ikke lægge et bræt i den nedsænkning, der er mere plan?"
Mand." Det er godt nok!"

Og samme svar har hun fået, når hun har spurgt om væggene ikke skulle ha mere end eet lag maling, så det dækker.

Og om man ikke skulle lave et køkkenloft, der ikke falder med 4 cm over 2 meter.

DET ER GODT NOK!

og det er også derfor man ikke sjældent høre Anders udbryde: "forhelvede Bonderøve!" Når han sætter hus i stand.

lørdag den 22. oktober 2011

Livas små mænd...

Så har hun været i gang igen. Tingfinderen og kunstskaberen Liva. Denne gang bevæbnet med glasmaling og en samling gamle flasker. Det er blevet til denne herlige hær af flaskemænd! Et helt dusin er det blevet til i løbet af dagen i går og i dag.




fredag den 21. oktober 2011

onsdag den 19. oktober 2011

Gennem en 7årigs linse

Liva fik et kamera i fødselsdagsgave. Hun elsker det. Og jeg elsker at se resultaterne. Det er spas at se verden med en 7årigs verden. Så derfor... uden omsvøb: Livas fotos




mandag den 17. oktober 2011

Beware...

... der er indianere i Søndermarksskoven!

Og hvorfor er der det?

Fordi når faderen er godt gammeldags snottet og ikke helt kan se det fede i at få en serie bodyslammere af det 4årige tumle-missil, så er der kun en ting at gøre! Så går resten af familien i skoven, så den hårdt prøvede fader kan få lidt ro til at komme sig i.


Og der fik vi så rendt krudtet lidt ud af tumle-missilet! Og der blev ledt efter svampe og fundet pinde og alt var fryd og fantastisk!



Men I kan være rolige - I som normalt færdes i Søndermarksskoven. Der er atter fred og fordragelighed. For lige nu ligger de to indianere og sover trygt i deres seng. For selv et tumle-missil og dets søster kan blive trætte!

Spiselig

Dagens mandagstema: spiselig! Og hvad er bedre end noget, der kan forsøde efteråret.
Så derfor:


HINDBÆRSNITTER! En god gammel klassiker, hvor man aldrig får bagt nok, hvis der er børn i huset.

Man skal bruge:
300 g mel
200 g smør
100 g sukker
1 æg
god hindbærsyltetøj

Pynt:
flormelis
krymmel

Bland mel og sukker i en skål og hak smørret derned i. Smuldr smørret i mel/sukkeret til der ikke er flere store klumper. Slå ægget ud i skålen og sammel det til en mørdej. Og der skal nok æltes en del før det sker.
Rul dejen ud i 2 baner på 10 x 50 cm. Disse bages ved 200 grader i ca. 10 min.
Tag dem ud og lad dem afkøle lidt. Smør derefter hindbærsyltetøj ud på den ene og læg den anden del ovenpå.
Rør en glasur af  vand og flormelis og smør den på. Derefter krymmel! tadaaaa! hindbærsnitter! Et sikkert hit hos ungerne... i hvertfald her i huset!