SHHH!

Jeg ved godt, det er ilde set. Man må ikke sige det højt. Men med fare for en skov af løftede fingre og et rungende SHHH!, så siger jeg det alligevel:

Det her er for varmt!

Jeg mener, man orker jo intet. Absolut intet.
Så er det godt man har et gavekort i skuffen på brunch. For det er lige til at holde til at sidde på terassen ved Hopballe Mølle, se ud på svanerne og spise god, god mad.

Bagefter gennem skovidyl til kræmmermarked.

Nu sidder vi hjemme og gisper.
Det tordnede i går.... og er det så ikke en del af konceptet at temperaturerne falder bagefter. Er det ikke?!?

Gep Gep og hekseafbrænding

Jeg synes at kunne erindre ret mange Sct. Hans bål iagttaget i silende regn. Men i går tyvstartede vi med bål og spejderråb i høj solskin. Hvor heldig kan man være. Det var afslutningsaften for Spejderne i Ådal. Lige som sidste år var der fællesspisning og Sct. Hans bål. Ungerne havde en fest. Liva forsvandt med det samme vi ankom. Der var flere søskende med til andre spejdere, som alle går i Noahs børnehave. Så pist væk var han også.

Man ved aftenens arrangement falder i ungernes smag, når de kun kommer forbi en for at plage om penge til snold og sodavand.

I år havde spejderne lavet mange små hekse til bålet. Masseafbrænding i det buldrende bål.
Liva var ret glad for den hun havde været med til at lave. Det passede hende ikke, at den skulle futtes af. Men det blev den. Jeg nåede dog at forevige den. Og den er da også fin med kyssemund og det hele. Heksen tog afbrændingen fint med oprejst pande, kyssemund og bredt smil. Afsted til Bloksbjerg med hende. I mens stod vi så og pippede en lidt ynkelig version af midsommervisen.

Nu er der 2 måneder til spejder starter op igen. Jeg har så også 2 måneder til at flytte aaaalllleeee mærkerne over på en skjorte et nummer større. Lucky me!

Pinseidyl

Præstegårdshaven genlød af fuglefløjt. Kastanjen stod med lys og en ordentlig røvfuld raps på den anden side af vejen sørgede for en sommerkrydret duft (eller hørm al efter hvis næse der er i spil)
Liva skulle optræde med Kirkespirekoret til årets Pinse friluftsgudstjeneste.

Og det var ganske hyggeligt. Sommerligt tilsat kontrabas og fuglefløjt.

Hovedpersonen, set med disse briller, var noget beklemt ved situationen og puttede sig på anden række med nedslået blik. Man er ikke meget for at være i spotlightet.

Bagefter var der kaffe og kage. Og det hjalp lidt på hele seancen var der nogen der syntes. Nogen syntes nemlig at det hele var ret så kedsommeligt, fuglefløjt og landidyl eller ej.

Pinsepanik-jubilæum

For 6 år siden blev jeg kørt i ambulance til Kolding på grund af for tidlige veer.
Og dagen efter hjem igen.
Og så tilbage samme dag. Denne gang fordi Liva var syg.

Det er altså sjovere at sidde i skyggen og nyde sin søn. Og forberede mad til grillen lige om lidt.

Og de eneste lyde er lyden af legende børn.

Og en skidesur solsort. God pinse til alle.

Status

Så fik du ende 2012. Og jeg skal da lige love for at du havde et par overraskelser med i ærmet. Heldigvis også af den gode slags.

2012 blev året, hvor Liva fik sig en hobby. Spejder med fuld musik, dolk og fællesråb!

Det var også året, hvor Noah smed sutten, fyldte 5 og blev testet i hoved og nummi på OUH.

2012 var året, hvor jeg sagde farvel til en fantastisk skole, for at starte på en anden fantastisk skole. Troede jeg. Det var det så ikke.

Så 2012 blev også året, hvor jeg røg ned med fuld musik. Og så gider vi ikke snakke mere om det.

Det var heldigvis også året, hvor håbet om et drømmebryllup blev udlevet med marengskjole und alles.

2013 skal være mere end velkommen. Jeg har store forventninger til det år. Ind til videre er det stille og roligt. Ungerne har sidste feriedag og den nydes med Legoleg på stuegulvet. I morgen bliver huset stille....

Fotospam

Jeg har altid haft en svaghed for september. Himlen er stadig blå og der er stadig milde vinde inden efteråret for alvor sparker døren ind. 

Desværre er det også tiden for snue og snot. Bare spørg Mindstemand. Så i dag er han hjemme ved mig. Og mine travesko må hvile lidt. Han gider nemlig ikke ud at gå. Jeg ville ellers gerne have haft ham med til Dyrehavsbakken i Vejle. Den på billederne. Der er så skønt. Også selvom dyrene derinde ikke gider at lege for tiden. 

- Og ja, jeg jubelryster stadig hvergang jeg griber det nye kamera. 

Sommerens pejlemærker

Alle mennesker har vel pejlemærker, der markerer overgangen fra en årstid til en anden. Amerikanerne for eksempel finkæmmer landskabet for murmeldyr, fordi de er nogle hajer til at forudsige forårets komme. Siger Amerikanerne.....

Her hjemme er det vel tegn som når hylden blomstre, studenterne springer ud med en vindstyrke 17 af en brandert og ungerne står på rulleskøjter med bare brune sommerben.

Da jeg var barn havde vi et andet pejlemærke.
Det var når den lokale dranker Svend trak i de orange shorts og luftede de blege aspargesben og ditto bodegamuskel. Når vi spottede ham i den mundering på bænken ved den store parkeringsplads - ja så vidste vi, at nu var det sgu sommer.

Ude i Flækken har vi ingen Svend i sommershorts til at hjælpe os på vej. Man kan jo påstå, at vi bare kan se ud af vinduet. Men ærligtalt - når jeg ser ud af mine vinduer, ser jeg mere oktober end juni i disse tider. Så må man tage andre metoder i brug. Det stigende antal fluer er foreksempel et udemærket hint om, at nu er det så sommer.

Og den stigende mængde høfeber. Så på grund af min krops iver efter at imødekomme sommeren, kan vi nu konstatere at den er her! Men min krop har ikke gidet at gå all in i det der høfeber -halløj denne gang. Den højre side af kroppen har ikke kunnet overtale den venstre til at hoppe med på vognen. Så derfor er det nu det højre øje og næsebor der hilser sommeren velkommen. Måske fordi venstre krop også synes at vejret er lidt fesent og gerne så lidt sommerkjolevenligt vejrlig.

( En anden indikator er selvsagt at jeg få sommerferie i morgen. HURRA)

....

....

(Fik jeg nævnt at jeg snart får SOMMERFERIE!?)

Mælkebøtter og strækmarch

Marken lige på den anden side af hækken er overstrøet med hvide dunbolde for tiden. Det ser meget smukt og poetisk ud i aftenlyset, når solen er på vej ned. Og specielt når svalerne leger lige hen over dem. MEN det er så også fuldstændigt udelukket at vi nogensinde får en mælkebøttefri have. Det gør nu heller ikke så meget, jeg er ikke mælkebøttefacist.

Hvis nogen for øvrigt skulle spotte Yngste et sted i sommerlandet, i gang med noget der minder om preusisk strækmarch - så er det ikke fordi han har anlagt en forkærlighed for det tyske.

Han har bare fået nye sandaler. Og de blinker rødt i hælen, når man tramper. Så pt. tramper han sig vej gennem verden.

Mandagstema: Maj

Der er så mange ting jeg elsker ved Maj. Et af dem er at bøgene springer ud. Jeg elsker når turen ind gennem Grejsdalen bliver til en lysegrøn tunnel. Jeg elsker, når fuglene begynder at synge. Og når frugttræerne i haven står i blomst.

Og så ELSKER jeg morsdag! Hurra for den anden søndag i maj - som var i går. Ungerne og Anders var inde at købe den i lørdags, mens jeg sad på Cafe. I går fik jeg så den gave de helt selv havde valgt. Køkkenredskaber til at hygge i køkkenet med, maling til mine lærreder og et mini-USBstik til alle mine nørklerier ved compturen. Der ramte de altså mange af morens interesser ret flot!



Og de fik skam også pakker. Husets farmor sendte disse. Så maj blev også lig med glade unger og leg ud over hele stuen!

En ordentlig portion blå himmel tak...

Jeg var et smut omkring Horsens i dag. Fordi de har et sygehus med en pænt gammel særdeles erfaren læge.
Og derfor fik jeg lige et kærkomment pusterum inden den står på møder ind til sent i aften.


Og derfor var jeg oppe og ned af Strøget Hvor Det Altid Blæser. Og suuuugede forårsmild luft og blå himmel til mig.

Og så er jeg altså ligeglad med vejrprognoserne åbenbart råber op om comeback til sneen. Jeg er i humør til forår og milde vinde. Så jeg håber på at alt dette fortsætter.

Hovsa og godt nytår!

En ting er gode intetioner! Noget andet er realiteterne.
Jeg havde de bedste intentioner. Jeg skulle da bare skrive så meget i ferien.

Men så blev det jul. Og nogen skulle jo spise deres egen vægt i julemad. Cirka.
Og så skulle der lige hygges. Og så gik der en halv ferie. Hovsa.

Men vi lever endnu ude i flækken. Her i ferien fik jeg rigtigt padlet rundt i nostalgiske vande. Ungerne og Anders fik set de steder jeg boede som barn. Og ungerne blev også hevet med op i Fægteborg Plantage. Min barndoms skov, hvor jeg legede som barn. Før vi flyttede. og gik lange ture ... efter vi flyttede.

Jeg havde ikke været der i ca. 17 år. Og jeg ved ikke om det bare var mig - men den var da vist skrumpet! Og træerne var blevet tårnhøje. Den elskede udsigt fra blåbærhøj var væk. Men det blev til flere gode fotos. Og de kommer her med ønsket om et godt nytår til alle!


På vej ned i Dybdal - ned og finde skatte som afgnavede kogler egernerne havde smidt.

Og udsigten over Ekkodalen var væk. Før var der fri udsigt til sandgraven. Nu er der glimt til nyanlagte huse!

Godt 2012 til alle!

Juuuul

Jul for mig er mange ting. Men først og fremmest er det familietid. Man mødes med dele af familien, man kun ser ganske sjældent. Imens man spiser sig igennem groteske mængder mad.
Det er også tid for fremstilling af julegodter, julekager og juleknas sammen med ungerne.
Og det er tid til den årlige juleshoppetur med husets morfar. Dette er en hæderkronet tradition, som startede før min søster og jeg fik vedhæng og unger. Mission? At skaffe julegave til husets mormor.
I år tog vi afsted den 18. I går! Og ungerne var med.
Denne begivenhed er med til at skyde julen godt i gang. Så går man sammen med alle de andre shoppende: Kvinderne med hektisk røde kinder, mens de bladrer i ønskesedler. Mændende med himmelvendte øjne, dybe suk og en puls i den heftige ende af skalaen.
Vi sluttede af på Cafe Morville efter vellykket mission.

.... Og her skulle så ha været et billede af mine unger, med milde smil og forventning i øjnene. Jeg havde så bare liiige glemt at regne Noah og Liva med i den ligning. Så det bliver disse her i stedet:

Sindsforvirret vegetation

Vi kender vel alle en eller flere personer, der er lettere forvirrede. Som dalrer rundt i sin egen lille verden og ikke er helt i tråd med resten af verden. Distrete er de og ænser ikke helt, hvad der sker lige foran næsen på dem.

Sådan kan planter åbenbart også være....

Forvirrede....

Som i: Skrup. Forvirrede.

Et par af vores roser, har i hvertfald meldt sommer og sol og blomstrer lystigt.At det så er diset, råkoldt og lortevejr er tilsyneladende ikke noget, de kan tage sig af.

Roooolig nu!

Hej - du der Moder Natur! Og også hej til din fætter Vejrguden. Kunne I ikke liiige ta' en slapper. Hvorfor det hastværk!

Se nu f.eks Granhytten for to uger siden:

Der var blade og mildt vejr og ind i mellem et glimt af blå himmel. Det var da fint nok. Men næææh nej. Travlt har I og se så Granhytten nu:

Hvad skete der lige med bladene? Og se lige den fesne himmel. Kunne I ikke liige sætte tempoet ned og droppe al den der dis, tåge og råkolde morgener?

Vi er ærligtalt nogle, der ikke helt kan følge med!

Hvad er dog det??!

Udbrød vi undrende i kor her til morgen? Hvad er det dog for noget sært blåt noget over vores hoveder?
Den er god nok! Den findes endnu - den blå himmel! Og vi fik æren af at se den her til morgen i mindst 30 minutter inden skyerne atter trak sammen!

Jeg vil se himmel....

Inde i mit hoved er septembers himmel høj, klar og blå! Luften skal være frisk og og bladene gyldne. Det er der bare nogen, der har glemt at fortælle vejrguderne i år. Så himmelen over markerne uden for er vel nærmest lysegrå og halvklam.

Og så er det da godt, at man har fotografiske minder fra en dag for ikke så længe siden, hvor vejret faktisk artede sig og svarede til mine forventninger. Og hvor mit trofaste kamera fik lov at følge mig ud i skoven:



Og lur mig om ikke gummistøvlerne og kameraet om lidt får lov at følge mig en tur ud alligevel. Trods lysegrå himmel!