onsdag den 16. november 2011

Pottepynt

Så har tusind-kunstneren og dimsedut-skaberen været på spil igen. Inspireret af en udsendelse i TV har hun begået disse potteplante-beskyttere.

Det er os herude i Flækken - nu som Jordbær:


Der er vel ingen tvivl om, hvem det her er?

Vel?!

Det er da mig. (skal vist overveje et smut forbi tandlægen, hvis det er sådan andre ser mit tandsæt)



Og det der vildt glade, højspændte jordbær til venstre er Liva.

Anders er så portrætteret som ondt skulende vrissen jordbær. Eller måske er det barsk og manskulint jordbær? Han stemmer jo nok for tolkning nummer 2. Men det må vel være op til beskueren, hvad de ligger i det?

tirsdag den 15. november 2011

Kold i .... halsen

7 kolleger syge
5 elever ligeså.

Og nu også en søn! Og i radioen har de bekendtgjort, at der er en epidemi med Kold Lungebetændelse. Og måske er det det, han har taget til efterretning.
Halsen gør ondt, stemmen hæs og han græder ned i sin yoghurt. For halsen gør altså så AV! Og så den hoste! Og det er så synd for Noah. Og også synd for Verdens Bedste Kæreste, der frivilligt har påtaget sig sygepassertjansen. Så moderen kan passe sit nye job.

Og så håber vi, at Livas fænomenale immunforsvar lever op til sit ry og rygte.

mandag den 14. november 2011

Mørketid

Jeg er ikke ubetinget fan af denne årstid. Selvom man har julen at se frem til. Og stearinlys og hygge. Ja, så hader jeg, at dagene bliver kortere. Men man skal se på de lyse sider: der er knaldflotte solnedgange om vinteren.

Er flækken ikke idyllisk i solnedgangens skær?  Det er da det rene Morten Korch.

onsdag den 9. november 2011

latino-onsdag

Godt selvskab og god mad er jo opskriften på en vellykket onsdag aften. Og af den grund befandt jeg mig i dag på den mexicanske restaurant i Vejle. Og en vellykket onsdag blev det. For selvskabet var venner, jeg ikke havde set siden .... ja ok, åndsvagt længe siden.

Stedet var pakket, maden som altid i top og jeg skal da love for at vi fik knævret. Og undret os.... For mon denne restaurant sender deres ansatte på en mexicaniserings-kursus. I hvertfald havde vores tjener (og flere andre vi spottede derinde) tillagt sig lidt latino-stil. Pomade hår, åbenstående satinskjorte og ikke et øje var tørt. Men når man er en gennemsnitlig dansk gut med leverpostegsfarvet hår og vinterbleg fuglebryst, så er der altså et pænt stykke til fullblown latino. Så dette endte også med at blive en onsdag med et lidt surrealistisk twist. Og ja, den slags onsdage skal der da også være plads til.

tirsdag den 8. november 2011

Smelte-skål



Vi har vel alle destruktive sider.

Jeg synes for eksempel det er hyl at smelte ting i en ovn.

Som gamle vinylplader. De kan blive rigtig fine slikskåle.
Det nyeste hit er at smelte rørperler om til skåle. De der de danske børn igennem tiden har forvandlet til flere tons perleplader.

Fremgangsmåden er:
  • tænd ovnen på 200 grader
  • find en glasskål, der kan tåle at gå i ovnen.
  • Smør skålen indvendigt med olie.
  • Kunsten er nu at drysse et lag perler i skålen. Det kan være noget bøvl at få dem til at blive på siderne.
  • Skålen med perler i stilles i den varme ovn. Nu begynder perlerne at smelte sammen.
  • Det er svært at sætte tid på, hvor længe de skal være i ovnen. Nogle typer perler smelter bedre end andre. (Ikeas f.eks). Så hold øje.
  • Når perlerne er smeltet sammen tages glasskålen ud og  hele molevitten stilles til afkøling.
  • Når de er kolde kan perleskålen tages ud af glasskålen.
Ungerne synes også det er sjovt. Og de har været med til at lave denne til morfar. Familiens slikmund og flødegris. (Sorry far, men det er du jo.)

mandag den 7. november 2011

Langt borte

Mandagens tema er "langt borte". Her er mit bidrag: Noah for fuld drøn hen ad skovstien. Fra en af de dage, hvor himlen var blå, vejret mildt og skoven tillokkende.

tirsdag den 1. november 2011

Bevæbnede dyr



Noahs forklaring på, hvorfor han ikke bryder sig så meget om hjorte:
"Jamen mor, de har sådan nogle geværer på hovedet! De er altså farlige. De slår med dem!"

- Så tag jer i agt, hvis i bevæger jer ud i diverse dyrehaver rundt om i landet!