Fotospam

Jeg har altid haft en svaghed for september. Himlen er stadig blå og der er stadig milde vinde inden efteråret for alvor sparker døren ind. 

Desværre er det også tiden for snue og snot. Bare spørg Mindstemand. Så i dag er han hjemme ved mig. Og mine travesko må hvile lidt. Han gider nemlig ikke ud at gå. Jeg ville ellers gerne have haft ham med til Dyrehavsbakken i Vejle. Den på billederne. Der er så skønt. Også selvom dyrene derinde ikke gider at lege for tiden. 

- Og ja, jeg jubelryster stadig hvergang jeg griber det nye kamera. 

Moster Munter - nu med andet navn...

Take 1:
Jeg går i 6. Der er højt hår på tapetet - og hængerøvsbuksen var på mode for første gang. Vi sad i frikvarterene og øvede i at lave den fedeste underkradser. Bare så vi var klar - når berømmelsen lige om lidt ville vældte ind over os.

Take 2:
Nu er man så 36. Og jeg øver igen på den der underkradser. Ikke fordi jeg ligefrem forventer noget fame skylle ind over mig. Men mere fordi jeg nu i en uge har heddet noget andet. Som i Fru Laulund.

...

Det bryllup var FANTASTISK! Og jeg sidder virkelig i skrivende stund og holder mig selv godt i nakkeskindet. Ellers bliver dette indlæg alt for rosenrandet og lyserødt. For det bryllup var lige som vi havde håbet.
Det var den sidste sommerdag inden efteråret foralvor kom baldrende med regn og rusk. Det var høj himmel, stjerneklar og en måne der spejlede sig i vandet ved Juelsminde. Der var en feriekoloni fyldt med dejlige mennesker. Og en hoben rørende, sjove og gode taler. Og vilde mængder lækkert mad. Og så var der ham her og  ham her:

Og hende her...

Og vielsen var højtidelig. Også selvom den blev gatecrashed af et par turister, der lige ville have en ekstra en på opleveren, nu de alligevel var i Jelling. Og også selvom præsten kom til at tilspørge Anders Lavland i stedet for Anders Laulund.

Og nu er det så jeg skal hive i den mentale håndbremse inden  det hele bliver for sentimentalt. I stedet smider jeg lige en hoben fotos i hovedet af jer.



usexet stress

Stress er ikke muntert!
Så derfor har der været larmende tavst herinde. For jeg vil ikke ha' en brokke-blog! Eller en ynke-blog...

Stress er sådan omtrent lige så sexet som halvkold havregrød og heldagsregn i november. Så det gider vi ikke blogge om.

Men nu er jeg så småt tilbage på bloggen. Med udsigt til haltende hukommelse, interessante søvnmønstre og en lang, lang sygemelding.

Men der er også udsigt til bryllup. Om 3 dage for at være præcis. Så selvom hovedet er i stykker, så kan man godt være glad og taknemmelig. Over at der er pletter som denne:







... og over at jeg lige om lidt skal giftes med verdens dejligste Anders!

Mandagstema: Portræt

Jeg har en onkel, der gennem hele mine fætres barndom tog vældigt kunstige fotos af dem.
Altid helt stive og opstillede. Som om de havde fået en kosteskaft i ryggen.

Den slags fotos er jeg ikke den store tilhænger af.
Det er så heller ikke en mulighed med de to krudtugler, der huserer her på matriklen. Jeg kan godt li' at deres personlighed skinner igennem på billederne.
Her kommer et par af sommerens bedste:

Øv, at hverdagen allerede kom susende. Jeg var da slet ikke færdig med at holde ferie med disse to.

Sommersløvhed

... Øvkaj - jeg kan lige så godt indrømme det. Når der står sommerferie skrevet hen over kalenderen, er jeg virkelig en skovl til at få slæbt røven hen foran den der computer. Og det der med at blogge. tjaeh....

Det taler vist for sig selv.

Der gik jo så næsten lige en måned siden sidst. Hovsa. Det er da ikke fordi, der ikke er sket noget.


Vi drog afsted i Den Røde Ræser - mod noget hovedstad. Kommunens ferielejlighed med Borgen i baghaven og Nationalmuseet som nærmeste nabo. Og det gjorde godt at få Københavns Asfalt under sålerne.

Og der blev set, og leget turist (ungerne skal da også ha' stået i kødrand og set nationalsymbol), og der blev hilst på Pjerrot og brugt penge. Og set sære ting fra fjerne land i store montre. Og hørt gammelmands-jazz i Nyhavn! Og altså!

Der blev så ikke nået alt dette, vi ville, da vi returnerede til Flækken. Men Anders fik da næsten tæmmet Tidselbæltet - formerly known as Forhaven. Og så fik jeg endelig snøvlet mig sammen til at planlægge det der bryllup.

Hastværk er lastværk. Og Giv tiv. Og ikke stresse. Og alt det der.
Men...
man kan også tage den for meget med ro. For lige pludselig måtte vi erkende, at der var mindre end to måneder til. Og en meget lang to-do-liste, som ikke udfylder sig selv. Så der er blevet vinget af de sidste par dage, inden nyt arbejde starter i næste uge.

Brudekjole til skrædder - tjeck! jukebox - tjeck! Brudepigekjole - tjeck! øl- og vandkølere - tjeck! Sylte grotesk mængde syltetøj til morgenmad til 60 mand - tjeck!


I dag skal Senior og Junior ekviperes til den Store Dag. De bliver rasende smarte - mine drenge!

Høvl og afslapning

Mandag er hviledag... I hvertfald her i Flækken. Og det gør ikke så meget, at det sjasker ned uden for. Pyt med lidt syndflod, for vi har ferie og der er udsigt til flere ugers fri. Yay! Ud over at have huset fuld af skønne gæster i lørdags, så har jeg i denne weekend:

1. fået høvl i stangtennis af den 5 årige Duracellkanin
2. fået høvl i krig af den 5 årige duracellkanin
3. klappet en tudse - med vorter und Alles.
4. spist tysk mad - mit Pommes og brugt mastercardet i noget naboland
5. spist is og nydt sommeraftenen ved Fårup Sø
6. fået flere høvl i stangtennis af den 5 årige Duracellkanin.

"Og mor, det hedder Stangtennis, fordi man godt liiige må slå lidt på stangen!"







- Og så liiige husets multikunstner for fuld udblæsning:

Bim Bam Busse

... så så man lige firehundrede og en haletudse! Husets Pippipige var hurtig til at spotte de meget små haletudser. Og fange dem og losse dem tilbage i Skolesøen. For "kan de da ikke selv se de har haletudsehaler - så skal man altså være i vand mor!" Så det kom de takket være imponerende arbejdsiver fra Pippipigens side.

Vi var oppe og besøge farmor mens Manden var til noget tripdownmemorylane/ sommerfest/reunion ting med sine gamle kammerater. Og det var velgørende at besøge Farmor. Der var stille tempo, gåture og snak. Det trængte jeg til. For shåtåp hvor var fredag på alle måder en dramatisk dag. Kl. erdudasindsygdetertidligt vågnede jeg ved at himmel og jord stod i et. Overvejede en kort overgang at gå ud i haven og flikke noget ark sammen. Just in case. Men mageligheden vandt og heldigvis blev syndfloden afløst. Måske også godt det samme. For under pres må jeg tilstå, at jeg ikke er nogen ørn udi sløjd. Mindes stadig med gru, den virkelig skæve og vippende bordskåner, jeg engang møjsommeligt bankede sammen. Så nok godt nok at Manden, Pippipigen og Yngste samt Svinene ikke skulle padle rundt i et fartøj, jeg har bikset sammen. 


Fredag var også den dag, jeg med blanke øjne sagde farvel til 25 pragtfulde unger og ditto kolleger, men det gider vi slet ikke tale om nu....


...

Manden var ikke den eneste der lålålåååå'ede og skåååål'ede sig  gennem lørdag nat. Der var også en anden fest.

Hos farmorens underbo. Og vi var også med.
Ufrivilligt!

Det var et festglad og indenlunde stille hold unge, der festede igennem. En af dem ville virkelig gerne i snak med Morten. Helt vildt længe. Han reagerede vist ikke. For hun var da så imponerende vedholdende i sin kalden. Overvejede at gå ned og fortælle hende at resten af blokken egentlig havde fattet Mortens budskab: "Han gider ikke tale med dig!"  Så nu er man igen noget træt.
Slutter lige af med husets Pippipige på haletudsejagt!