Happy Mail

"Velkommen til Anonyme Hobesamlere. Mit navn er Moster Munter...."

Jeg er en samler. Jeg elsker ting og har virkelig svært ved at smide ting ud. Eller bare sende dem videre i systemet for den sags skyld. Jeg forsøger at indføre regler for mig selv, så det ikke tager overhånd. Som f.eks: "Har du ikke gået med tøjet i et år - så skal det ud!". Desværre er jeg også ret god til at tilføje undtagelsesparagraffer til mine regler. Man behøver for eksempel ikke smide tøjet ud hvis:

• Det har en eller anden form for affektionsværdi. Som f.eks den kjole jeg havde på, da jeg mødte Gemalen. Der er ikke en kinamands chance for, at jeg kan klemme røven i den mere. Men den hænger i skabet endnu.
• Hvis der er bare den mindste chance for at det kommer på mode igen... engang... langt ude i fremtiden.
• Hvis den på nogen måde kan spiffes op/syes om/ændres
• Og jeg kan sikkert komme på flere gode undtagelser, hvis det skulle blive nødvendigt.

Men selvom man har et stort hus med kælder, så kan ens Gemal godt blive skide en  lillebitte smule irriteret over ens bunker.

Derfor er jeg nu gået i gang med at rydde ud i diverse gemmer. Efter at Gemalen knaldede mig en med en vognstang kærligt opfordrede mig til dette. 

Og indrømmet - jeg har lidt ondt af mig selv, når jeg står der med hovedet i en kasse, der har levet en skyggetilværelse i haveskuret. Og som nu er dækket af spindelvæv og smadrede snegle (HVIIIIN!) Man kunne sikkert argumentere for bare at smide hele kassen ud - uden at tjekke. Men det gør man ikke, hvis man er en ægte hobesamler. Så står man på hovedet i kassen, med spindelvæv og snegleslim til albuerne - for tænk hvis nu, der lå en eller anden glemt skat på bunden. Og får lidt ondt af sig selv.

Og så bliver man altså rigtig, rigtig glad, når posten kommer forbi med uventet post. Som ikke er en regning - men et ægte brev. Med en gave inden i. Verdens skønneste veninde har lavet disse til mig - er de ikke fine. 

Det hjalp gevaldigt på humøret!

Nu med kat

Mandagsglimmer. Moster Munter - nu med morsdags bling

Nej, nej, nej

For et par år siden var vi inde og se Rosenborg Slot. Liva og jeg var i hopla. Noah... not so much. Han gentog "Gå ud, Gå væk" i en uendelighed indtil Anders forbarmede sig og gik ud. Han har forfinet metoden siden og kan nu udtrykke al sin utilfredshed og indestængte harme i et eneste ord. Det lille, men effektive ord: Nej! 

Dette fik han så mulighed for at udtrykke i går, da ungerne og jeg besøgte Glud Museum. Et lille, bitte friluftsmuseum. Liva elskede det. Og Noah - igen: not so much. Men han tog det nu pænt.

Denne her gut var klart favoritten. I give to you: Lallekongen. Han sad engang på gavlen af et hus i Glud. Ved hjælp af en stang inde fra huset, kunne husets ejer få Lallekongen til at række tunge af de forbipasserende. 

En sang fra de varme lande

.... om hvorfor jeg ikke har skrevet en disse herinde i ca. en lille evighed, var måske på sin plads. Men det kommer ikke til at ske. Der er nemlig ikke rigtig nogen klar årsag til mit fraværd. Andet end at jeg er i gang ude i den virkelige verden med at nyde noget hverdag.

Det betyder dog ikke, at bloggen er glemt. Jeg har skrevet adskillige indlæg - inde i mit hoved. Men skal vi ikke håbe på, at jeg snart bliver mere trofast.
Jeg er i hvertfald blevet noget mere inspireret efter en lille hyggetur inde på min gamle blog. Og mens jeg rodede i maskinrummet faldt jeg over en video af Noah jeg vist ikke har udgivet før. Måske er det kun bedstemødre og mødre der kan se værdien af den slags videoer. Men så må I andre bare lade være med at klikke på afspil:

Noah som spiderman - klik og se!

ordsprog taler sandt

Basta! 

Husk nu bare ordsproget:

Fra børn og fulde folk, skal man høre sandheden.

Den her tegning, har Noah tegnet. Og tjeck da lige den langbenede sild med det seje garn. Det er mig - faktisk. Nævner det bare. Her gik I måske rundt og troede, at jeg er en lavbenet mummitrold med uregerlige krøller. Men der tog i nok fejl.

Og som I kan se, så er jeg også vildt sej til at spille bordtennis. Nemmerlig!

*host*

Nu er vi helt rolige

Vi har nemlig Bo Tyvefanger til at vogte over os.

Og selv om man er barsk, kan man sagtens ha trang til pink bling!

Status

Så fik du ende 2012. Og jeg skal da lige love for at du havde et par overraskelser med i ærmet. Heldigvis også af den gode slags.

2012 blev året, hvor Liva fik sig en hobby. Spejder med fuld musik, dolk og fællesråb!

Det var også året, hvor Noah smed sutten, fyldte 5 og blev testet i hoved og nummi på OUH.

2012 var året, hvor jeg sagde farvel til en fantastisk skole, for at starte på en anden fantastisk skole. Troede jeg. Det var det så ikke.

Så 2012 blev også året, hvor jeg røg ned med fuld musik. Og så gider vi ikke snakke mere om det.

Det var heldigvis også året, hvor håbet om et drømmebryllup blev udlevet med marengskjole und alles.

2013 skal være mere end velkommen. Jeg har store forventninger til det år. Ind til videre er det stille og roligt. Ungerne har sidste feriedag og den nydes med Legoleg på stuegulvet. I morgen bliver huset stille....