Gep Gep og hekseafbrænding

Jeg synes at kunne erindre ret mange Sct. Hans bål iagttaget i silende regn. Men i går tyvstartede vi med bål og spejderråb i høj solskin. Hvor heldig kan man være. Det var afslutningsaften for Spejderne i Ådal. Lige som sidste år var der fællesspisning og Sct. Hans bål. Ungerne havde en fest. Liva forsvandt med det samme vi ankom. Der var flere søskende med til andre spejdere, som alle går i Noahs børnehave. Så pist væk var han også.

Man ved aftenens arrangement falder i ungernes smag, når de kun kommer forbi en for at plage om penge til snold og sodavand.

I år havde spejderne lavet mange små hekse til bålet. Masseafbrænding i det buldrende bål.
Liva var ret glad for den hun havde været med til at lave. Det passede hende ikke, at den skulle futtes af. Men det blev den. Jeg nåede dog at forevige den. Og den er da også fin med kyssemund og det hele. Heksen tog afbrændingen fint med oprejst pande, kyssemund og bredt smil. Afsted til Bloksbjerg med hende. I mens stod vi så og pippede en lidt ynkelig version af midsommervisen.

Nu er der 2 måneder til spejder starter op igen. Jeg har så også 2 måneder til at flytte aaaalllleeee mærkerne over på en skjorte et nummer større. Lucky me!

Jeg er træt og går til ro

Når man har øvet i at cykle i børnehaven.

Og løbet.
Og leget.
Og klatret.

Så er en tur til Vejle efter far, mere end man kan holde til.

Pinseidyl

Præstegårdshaven genlød af fuglefløjt. Kastanjen stod med lys og en ordentlig røvfuld raps på den anden side af vejen sørgede for en sommerkrydret duft (eller hørm al efter hvis næse der er i spil)
Liva skulle optræde med Kirkespirekoret til årets Pinse friluftsgudstjeneste.

Og det var ganske hyggeligt. Sommerligt tilsat kontrabas og fuglefløjt.

Hovedpersonen, set med disse briller, var noget beklemt ved situationen og puttede sig på anden række med nedslået blik. Man er ikke meget for at være i spotlightet.

Bagefter var der kaffe og kage. Og det hjalp lidt på hele seancen var der nogen der syntes. Nogen syntes nemlig at det hele var ret så kedsommeligt, fuglefløjt og landidyl eller ej.

Pinsepanik-jubilæum

For 6 år siden blev jeg kørt i ambulance til Kolding på grund af for tidlige veer.
Og dagen efter hjem igen.
Og så tilbage samme dag. Denne gang fordi Liva var syg.

Det er altså sjovere at sidde i skyggen og nyde sin søn. Og forberede mad til grillen lige om lidt.

Og de eneste lyde er lyden af legende børn.

Og en skidesur solsort. God pinse til alle.

Spaghetti hvadfornåed?

Liva: "Hvad skal vi ha' til aftensmad?"

Mor:"Spaghetti Bolognese"

Liva (dybt skeptisk) :"Spaghetti Pillenæse?!?

Happy Mail

"Velkommen til Anonyme Hobesamlere. Mit navn er Moster Munter...."

Jeg er en samler. Jeg elsker ting og har virkelig svært ved at smide ting ud. Eller bare sende dem videre i systemet for den sags skyld. Jeg forsøger at indføre regler for mig selv, så det ikke tager overhånd. Som f.eks: "Har du ikke gået med tøjet i et år - så skal det ud!". Desværre er jeg også ret god til at tilføje undtagelsesparagraffer til mine regler. Man behøver for eksempel ikke smide tøjet ud hvis:

• Det har en eller anden form for affektionsværdi. Som f.eks den kjole jeg havde på, da jeg mødte Gemalen. Der er ikke en kinamands chance for, at jeg kan klemme røven i den mere. Men den hænger i skabet endnu.
• Hvis der er bare den mindste chance for at det kommer på mode igen... engang... langt ude i fremtiden.
• Hvis den på nogen måde kan spiffes op/syes om/ændres
• Og jeg kan sikkert komme på flere gode undtagelser, hvis det skulle blive nødvendigt.

Men selvom man har et stort hus med kælder, så kan ens Gemal godt blive skide en  lillebitte smule irriteret over ens bunker.

Derfor er jeg nu gået i gang med at rydde ud i diverse gemmer. Efter at Gemalen knaldede mig en med en vognstang kærligt opfordrede mig til dette. 

Og indrømmet - jeg har lidt ondt af mig selv, når jeg står der med hovedet i en kasse, der har levet en skyggetilværelse i haveskuret. Og som nu er dækket af spindelvæv og smadrede snegle (HVIIIIN!) Man kunne sikkert argumentere for bare at smide hele kassen ud - uden at tjekke. Men det gør man ikke, hvis man er en ægte hobesamler. Så står man på hovedet i kassen, med spindelvæv og snegleslim til albuerne - for tænk hvis nu, der lå en eller anden glemt skat på bunden. Og får lidt ondt af sig selv.

Og så bliver man altså rigtig, rigtig glad, når posten kommer forbi med uventet post. Som ikke er en regning - men et ægte brev. Med en gave inden i. Verdens skønneste veninde har lavet disse til mig - er de ikke fine. 

Det hjalp gevaldigt på humøret!

Nu med kat

Mandagsglimmer. Moster Munter - nu med morsdags bling