torsdag den 22. september 2011

Flækken

Endelig arter vejret sig som ønsket. Blå og klar himmel og D-vitamin suuuget ind i rå mængder. Den længe ventede gåtur i tørvejr lod sig realisere. Og lad mig da i den forbindelse introducere Flækken. Ildved består hovedsageligt af to veje - Ildvedvej og Ildvedbyvej. Byen gennemskæres af Tørringvej, der løber som en mental Berlinmur fra Jelling til Tørring. Der er nemlig en uskreven regel her - som jeg som tilflytter ikke kendte. Os på Ildvedvej mænger sig ikke med dem ovre i den hellige del af byen på den anden side af Tørringvej. Og vise versa. Det måtte jeg sande, da jeg som ny i byen luftede min datter i barnevognen på sjove tider, fordi hun elskede livet så meget, at det ikke skulle soves væk. "Naiih" udbrød de derovre :" Se, en af dem fra den anden side! Velkommen herover" . Og så gik man der med sin kærlighedsfrugt i frugtvognen og følte det som om, man netop havde forceret føromtalte Berlinmur.

Er jeg i mit regelbryder-hjørne drejer jeg til højre uden for Huset og stiler mod Kirkedelen af byen. Det var jeg idag!

Denne gang med lommen fuld af skatte:

De dage, hvor det trygge og kendte er i højsædet, drejer jeg til venstre. Ned forbi den gamle skole og nu lukkede Brugsen. Ned til byskiltet - det tager ikke lang tid.... ca. 10 minutter og så er man ved dette her:

Gårde og enkelte huse ligger spredte i det bakkede landskab. Et par km længere ligger næste landsby Vindelev. Og lad mig da til sidst lige dele et ordsprog fundet af en af de andre i Flækken.

Den dag bækken i Sandvad render tør for vand,
Vindelev render tør for tyveknægte og
Ildved render tør for sprit, da står verden ikke mere"

...

Tjaeh. Joeh. Sprit er vel festligere end tyveknægte og bækvand.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar