Lykkens pamjulefis...

... Det er mig! Fordi jeg er så svineheldig at have huset hende her i 8 + måneder. At hun blev vores...

Det er en kilde til daglig undren, at Manden og jeg har været med til at skabe noget så unikt som hende. Liva er det nysgerrige, videbegærlige, stor-talende, kreative, kærlige indslag i hverdagen. "Hun har en kreativ åre" sagde et familiemedlem for nyligt. Og jo tak, det har hun, Hun er vores tingfinder, speedtegner, skralpskulptørfabrikant og fotoknipser. Huset er fyldt med hendes påhit.

Hun talte rent da hun var to og hun har talt lige siden. Hun jonglerer med ord og bruger nogen, der lyder helt tosset i munden på en 7 årig. Når sætninger  som: "jeg erindrer at jeg skal bruge den røde farve" flyder fra hendes læber, må jeg stoppe i forundring. For hvor hulen kom det fra?

Og så har hun et mod og et drive jeg kun kan beundre. I dag er hun med skolen til noget kulturhejs. Og i den anledning skal veninden og hende slagte en høne.

"Jeg skal holde og Emilie skal slå den ihjel. Emilie er vildt god til at slå ihjel, fordi hun er så stærk. Og så render hønen rundt uden hoved, fordi den ikke har tid til at dø. Så hiver vi fjer'ne af og ned i et eller andet varmt dims. Og vupti så har man jernaldermad!"

Hun tog afsted med ondt i maven, så spændt var hun på det, der skulle ske. Og hendes kylling (undskyld plat ordvalg i denne sammenhæng) af en mor, der aldrig var turde vove sig ud i sådan noget kan kun råbe: RESPEKT!